Trænger du, ligesom alle os andre, også til at komme ud og se noget nyt? Opleve noget ukendt? Og smage noget helt andet? Så tag til Nordspanien! Som perler på en snor ligger her et væld af spændende landsbyer, som ganske sikker kan give dig helt nye og anderledes oplevelser på nethinden! Jeg har udvalgt 5 ret forskellige landsbyer, som jeg håber, vil give dig et indblik i, hvor spændende og anderledes det nordlige Spanien kan være. 

Zarautz

Zarautz

Billede copyright

Når du er i det nordlige Spanien, er der en lille kystby, som du bør besøge nemlig Zarautz, som tidligere var en hvalfangerby inden den i det 19. århundrede blev et populært sted for turister. Den har et charmerende bycentrum med smukke bygninger som det gotiske tårn Luzea eller rådhuset fra det 16. århundrede.

Er man kunstinteresseret kan man vælge at besøge fotomuseet. Eller besøge det arkæologiske kompleks Santa María la Real, hvor klokketårnet Torre Zarautz er fra det 15. århundrede og dermed den ældste bygning i byen. I denne bygning ligger Zarautz kunst- og historiemuseum og under dets mure har man fundet rester fra den første nekropolis i Zarautz.

Byen har en af de længste strande i hele Baskerlandet og de mange bølger gør byen til et attraktivt sted at surfe. Lige op ad stranden ligger en hyggelig strandpromenade, hvor man kan nyde den lokale gastronomi i form af  “pintxos” (canapés) og gryderetter med frisk fisk, der passer perfekt sammen med den lokale baskiske vin Chacoli, som er en letboblende og meget tør hvidvin. 

San Vicente de la Barquera

San Vicente de la BarqueraBillede copyright

Helt oppe ved den cantabriske kyst ligger den lille by San Vicente de la Barquera i næsten ufattelige smukke omgivelser. Her finder du en charmerende gammel bydel, kirken Santa María de los Ángeles, som blev bygget mellem den 13. og det 16. århundrede og et tidligere kongeslot.

Der er adskillige smukke strande at vælge imellem og som bagtæppe for hele herligheden ligger de majestætiske bjerge i nationalparken Picos de Europa. Lidt tættere på ligger naturparken Oyambre, som dækker et område på 196 hektar og har nogle fremragende vandrestier, hvorfra der er en fabelagtig udsigt ud over hele området. Området er kendt for sine smagfulde fiskeretter herunder den baskiske ret, sorropotún, som er en sammenkogt ret bestående af tun og kartofler. 

Cudillero

CudilleroBillede copyright

Cudillero er en lille, malerisk fiskerlandsby, der ligger skønt placeret ud til det cantabriske hav. De charmerende små huse og imponerende hængende huse ligger alle op af bjergsider, som samlet danner form som en hestesko. Dette betyder, at byen ligger godt beskyttet i læ fra havets luner. Husene er malet i mange farver, hvor vinduerne oftest er i en smuk kontrastfarve. Det er tillokkende at gå en tur i dette skønne område.

Gå en tur op i højderne og besøg udsigtspunkterne La Garita og El Pico. Eller gå lidt udenfor byen til klippeskæret Punta Rebollera, hvor du kan besøge fyrtårnet Faru de Cuideiru, som oprindeligt stammer fra 1858. Turen derud giver et smukt vue ud over hele bugten. Skal turen være endnu mere udfordrende så tag en tur til Cabo Vidio, som er en klippefyldt halvø, der er kendt for sine smukke vandreruter og panoramaudsigt, mens bølgerne slår mod klippekanten. Er du mere til rolige omgivelser kan et besøg i La Quinta parken være et oplagt sted at besøge. Parken er smukt anlagt ud fra de historiske modeller, der er karakteristiske for franske, italienske og engelske landskabshaver.

Tilbage i byen kan du besøge de to vigtigste bygninger, den gotiske kirke fra det 16. århundrede, som huser nogle vidunderlige udskæringer i barokstil. Og kapellet Humilladero, som er den ældste bygning i byen. Når sulten melder sig, så ligger der de hyggeligste små taverner på den smalle brostensbelagt plads ved siden af havet, hvor der serveres de skønneste fiskeretter. 

Covadonga

CovadongaBillede copyright

I de prægtige asturiske bjerge i nationalparken Picos de Europa ligger en lille by, som hedder Cangas de Onís. Den er ikke så kendt, at det virkelig gør noget, men lidt sydøst for denne lille landsby ligger et sogn med blot 70 beboer, som derimod er ganske kendt for personer med religiøs og historisk interesse og efterhånden også af naturelskere. Her ligger nemlig Covadonga, et sogn, som både huser en hellig grotte, en kirke, et kloster foruden en fantastisk historie.

Slaget ved Covadonga

Den fantastiske historie går helt tilbage til år 718 ( eller 722 det er lidt uvist), hvor maurerne havde erobret store dele af den Iberiske halvø. De nåede til bjergene ved Covadonga, hvor adelsmanden Pelayo gjorde modstand og stod i spidsen for et oprør mod maurerne, et oprør, som asturierne vandt. Det blev vendepunktet for den mauriske fremfærd på den Iberiske halvø. Grotten, som Pelayo gemte sig i inden oprøret, huser i dag en katolsk helligdom og et alter og er et yndet udflugtsmål for pilgrimme. Det siges, at Pelayo ligger begravet i grotten.

Sognets øvrige vigtige religiøse bygninger omfatter basílica de Santa María la Real fra slutningen af det 19. århundrede, som tårner sig op i det ellers ganske ubebyggede landskab, og kirken La Real Colegiata de San Fernando, der blev bygget mellem 1585 og 1599. Den ligger lige ved indgangen til den hellige grotte. Omkring dette vigtige sogn ligger de imponerende bjerge i nationalparken Picos de Europa. Oprindelige hed nationalparken “Parque Nacional de la Montaña de Covadonga” og blev indviet d. 22. juli 1918. Det var dermed Spaniens første nationalpark, som også omfattede de nærliggende søer Enol og Ercina.

I 1995 blev parken udvidet til at omfatte flere bjergområder og fik i den forbindelse også ændret navn. I dette eventyragtige landskab er der et utal af fremragende vandrestier, som helt sikker kan stille enhver vandrer og naturelsker tilfreds. At gå en tur i dette landskab er en lise for sjælen og en fornøjelse man helt sikker bør unde sig selv, hvis man er på disse kanter. 

Ribadesella

RibadesellaBillede copyright

Ved den cantabriske kyst ligger den hyggelige kystby Ribadesella ved udmundingen af floden Sella. Byen ligger på begge sider af floden, hvor den oprindelige by lå på den østlige side i ly fra havets bølger og vind bag klippen Monte Corberu. I de gamle gader er der en hyggelig atmosfære mellem de store palæer.

Langs promenade nedenfor byen og ud mod pynten har en kendt spanske humorist designet byens historie, som er blevet foreviget på en række store kakler. Her kan man følge byens historie op til i dag med tegninger og ikke alt for meget tekst, hvilket gør det tilgængeligt og underholdende for selv den ikke-spanskkyndige. På den anden side af floden bosatte aristokratiet fra både regionen og Madrid sig i starten af 1900 tallet, hvor de byggede imponerende villaer lige ned til stranden. Mange af disse bygninger eksisterer stadigvæk, omend mange i dag ikke er i privat eje.

Når du går ved stranden, så husk at lede efter byens specielle levn fra fortiden. Skjult i klipperne ved stranden har en dinosaur nemlig for mange millioner år siden efterladt sig et enkelt spor. Lidt uden for byen ligger den berømte hule La Cueva de Tito Bustillo, hvor man har fundet 40.000 år gamle hulemalerier. Husk at bestille billetter på forhånd, hvis du ønsker at besøge denne hule.

Jeg håber, det har givet dig lyst til at udforske det nordlige Spanien. Rigtig god tur!